Basalt: Introduktion til EKG

 

Optagelse af et 12-aflednings-EKG

Et elektrokardiogram (ekg) er en registrering af hjertets elektriske aktivitet. Et 12-aflednings-elektrokardiogram dannes ud fra 10 elektroder, der placeres på patientens krop. Hvordan elektroderne skal placeres, kan du se i denne instruktionsvideo:

 

 

De første 4 elektroder placeres på hver sin ekstremitet. Ved at forbinde disse 4 elektroder, fremkommer de 6 ekstremitetsafledninger:

                                                                      aVL, I, II, aVF, III & aVR.

Disse afledninger ser ind på hjertet fra forskellige retninger i frontalplanet (Figur 1):

                                                                                                                                                                            Figur 1

 

 

De sidste 6 elektroder placeres på thorax’s forflade. Herved fremkommer de 6 prækordialafledninger:

                                                       V1, V2, V3, V4, V5 & V6

Disse afledninger ser ind på hjertet i horisontalplanet (Figur 2):

   Figur 2

 

 

De 12 afledninger ser således ind på hjertet fra hver sin vinkel (Figur 3):

                                 Figur 3

 

 

I figur 4 ses et 12-aflednings-ekg med angivelse af de forskellige afledninger:

                                                                     Figur 4

 

 

Standardhastigheden på et 12-aflednings-ekg er 25 mm/sek og måles i horisontal retning (Figur 5).

Det betyder, at hvert stort tern på ekg’et svarer til 0,2 sek, mens et lille tern svarer til 0,04 sek.

 

Standardamplituden på et 12-aflednings-ekg er 10 mm/mV og måles i vertikal retning (Figur 5).

En testpuls på 1 mV bør derfor have en højde på 10 mm.

Figur 5

 

 

EKG'ets udseende

I det følgende gennemgås ekg'et udseende. De omtalte takker og intervaller relateres til ledningssystemet (Figur 6), og fremgår af Figur 7. 

Figur 6

 

Normalt udgår den elektriske impuls fra sinusknuden (SA-knuden), som er beliggende højt i højre atrium, og den normale hjerterytme kaldes derfor for sinusrytme. 

Impulsen breder sig fra sinusknuden til atrierne, som depolariseres, hvorved der fremkommer en P-tak på ekg'et.

Herefter løber impulsen gennem AV-knuden, hvorefter ventriklernes depolarisering påbegyndes, og der ses et QRS-kompleks på ekg'et.

Til sidst repolariseres ventriklerne, hvilket giver anledning til en T-tak. Repolariseringen af atrierne ses normalt ikke på ekg'et.

                                                                                                                                                                            Figur 7

Tiden fra atrierne påbegynder deres depolarisering til ventriklerne begynder at depolariseres, er udtrykt ved det såkaldte PQ-interval (Figur 7). Dette interval siger således noget om impulsens overledning fra atrier til ventrikler.

På samme måde er QT-intervallet et udtryk for tiden fra ventriklernes depolarisering påbegyndes til deres repolarisering er afsluttet (Figur 7).

Du kan læse mere om de forskellige takker og intervaller i EKG-leksikonet Links to an external site..

 

 

Når strømmen i hjertet løber hen mod en afledning, får man et positivt udslag (positivt nettoareal) på ekg’et.

Når strømmen løber væk fra en afledning, får man et negativt udslag (negativt nettoareal):

 

Figur 8

 

Figur 9 viser et eksempel på sammenhængen mellem strømretningen i hjertet og QRS-udslaget:

Figur 9

Definition på QRS-kompleksets takker: Q-takker og S-takker er negative, mens R-takker er positive. Hvis den første tak i QRS-komplekset er negativ, så er den en Q-tak. Hvis en negativ tak i QRS-komplekset forudgås af en positiv (R) tak, så er den en S-tak.

Et QRS-kompleks består oftest kun af 2 takker (og kaldes så qR-takker eller rS-takker). Brugen af små bogstaver angiver, at takken har en amplitude under 5 mm (svarende til 1 stort tern), mens store bogstaver angiver, at amplituden er over 5 mm.

 

 

Takkernes amplitude afhænger af forskellige faktorer (Figur 10):

Jo tykkere myokardium (f.eks. hypertrofi) eller jo tyndere isolering (f.eks. hos en slank person), des større amplitude.

Jo tykkere isolering (f.eks. perikardieeksudat), des mindre amplitude.

Figur 10

 

 

Udregning af hjertefrekvensen

Hjertefrekvensen (slag per minut) kan udregnes vha. den såkaldte 300-regel (Figur 11):

Hjertefrekvensen = 300 / R-R intervallet

Metode: Man tæller antallet af store tern mellem to på hinanden følgende R-takker. Dernæst benyttes ovenstående formel, hvormed man har udregnet QRS-frekvensen. Der går 300 store tern pr. minut i et ekg.

Forudsætningerne for 300-reglen er:

• standard papirhastighed på 25 mm/sek.
• regelmæssig rytme

Figur 11

Hvis rytmen er uregelmæssig, gælder ovenstående regel imidlertid ikke. I så fald udregnes frekvensen ved optælling.

Metode: Man tæller antal QRS-komplekser over et givent tidsinterval, hvorefter man multiplicerer op til 60 sek, hvormed man har udregnet frekvensen.

Du kan se et eksempel på dette under ’frekvens’ i EKG-leksikonet.

 

 

Systematisk gennemgang af et EKG

En systematisk gennemgang af et ekg indebærer:

1. en vurdering af rytmeFrekvens (sinusrytme eller arytmi) - herunder også frekvens Links to an external site.
2. en gennemgang af konfigurationen, hvilket omfatter:
   • Opmåling af
     1. PQ-interval
     2. QRS-kompleks
     3. QT-interval
   • Vurdering af (HAL)
     1. Hypertrofi
     2. Akse
     3. Low voltage
   • Vurdering af tegn på iskæmi &/eller infarkt
     1. ​ST-deviationer (ST-elevationer eller ST-depressioner)
     2. Signifikante negative T-takker
     3. Patologiske Q-takker

 

Disse 2 overordnede punkter - rytme og konfiguration - gennemgås hver for sig i de følgende 2 lektioner.

 

I 12-aflednings-ekget aflæses rytmen og frekvensen horisontalt. Konfigurationen aflæses vertikalt (Figur 12):

Figur 12